Havelåger i lærketræ
Med inspiration fra Kongehus, prinser og prinsesser, måtte vores webmaster endnu engang i værkstedet, for at lave en fødselsdagsgave til fruen, så hun kunne komme på den nærliggende bakke, for at se solnedgang. Naboen har får på marken som ligger mellem matriklen og bakketoppen, hvorfor der blev truffet en aftale om, at der kunne etableres to låger i hegnet, så fruen nemt kunne komme over marken.
Billede 1: Selve lågen er lavet i Kalmarbrædder, og tog såmænd ikke så lang tid at lave. Stiksaven fik næsten frit løb, og med inspirationen fra de kongelige, blev det til en "Prinsesse-låge".
Billede 2: Nu skulle lågen så monteres på stedet, og blev etableret med let skråtstillede stolper i Robinia-træ, og med et par skråstivere. Fårene har det jo også med at gnubbe sig op af stolperne på marken. Det hele er konstrueret således, at lågen ikke kan åbnes mere end at den selv kan lukke igen.
Billede 3: Her ses lågen så et år efter, den er blevet sat op.
Billede 4: Der måtte jo to låger til, for at gennemgangen til toppen kunne lade sig gøre. Låge 2 blev efter ønske fra naboen lavet lidt mere åben end første. En noget lettere låge, hvorfor der måtte en speciel lukkefjeder til, for at lågen kunne lukke selv.
Billede 5: Også her blev monteret et par skråstivere, men det var nu også fordi, at hegnet strammer på begge sider af lågen, så stolperne skal stå stabilt.
Billede 6: Ja, rigtigt set. Lågen er tappet, limet og dyblet sammen, så den er ganske stærk. Hegnet i rammen er tilpasset i størrelsen, enderne trukket igennem de fire lister og ombukket ens, og til slut skruet fast.





